இனி - டென்மார்க்

Rulans Tale

Jeg vil gerne byde jer alle sammen rigtig hjertelig velkommen til tamilernes 25års jubilæumsfest for Vejen og omegn.

Kære alle fremmødte heriblandt venner, familier, tidligere borgmester Lis Aaltonen, viceborgmester Hardy Høll Nielsen, og kulturudvalgsformand Troels Ravn, og alle tidligere lærer fra sprogskolen.

Det er med glæde og stolthed at jeg kan stå foran jer alle sammen her i dag i denne betydningsfulde anledning. Dette er en mærkedag både for tamilerne og samfundet, men dette er i særdeleshed også en mærkedag i integrationens tegn!

Min familie og jeg kom til vejen den 29. januar 1985 da jeg blot var 10 måneder gammel. Vi var ledsaget af 16 andre familier, som ligeledes var nødsaget til at flygte fra vores hjemland Sri Lanka. Dette var en rejse ind i en tid og et samfund, hvor man her i Danmark endnu ikke havde stiftet de største bekendtskaber og erfaringer med modtagelsen af folk med fremmede kulturer.

Vi blev mødt med åbne arme i denne lille provinsby af indbyggerne og såvel af borgmesteren som viste os den gæstfriheden at lade mig bære borgmesterkæden og den stolthed som ligger heri. Jeg blev uofficielt dødt navnet ’Vejens lille trold’ af Lis Aaltonen. Dette er begivenhed som vi stadig ikke glemmer og værdsætter den dag i dag.

Efterhånden som mulighederne bød sig blev det muligt for resten af tamilerne at genforene sig med deres elskede familier. Folk var heldige at komme i arbejde efter kort tid og lærte sproget hurtigt. Vi børn blev samlet i trygge institutioner, og allerede der dannede vi et fælles sammenhold og dannede indbyrdes relationer med de andre børn fra både vores egen og den danske kultur.

Vores forældre var indstillet på at vi skulle bruge de muligheder som det danske samfund kunne tilbyde os, og som de aldrig selv havde haft muligheden for. Skolen var vejen frem til at få en uddannelse og et godt job. Både institutionerne og vores forældre motiverede os til at yde vores bedste. De motiverede os, og dannede indbyrdes en sund konkurrence blandt tamilere, da alle var bevidste om at det var vejen frem til succes, og fundamentet til en sikker og bæredygtig fremtid.

I dag er jeg som de fleste tamiler, der er nået så langt i deres uddannelsesforløb, færdig uddannet og jeg selv har en stilling som ingeniør i NCC Roads. Det er en generel tendens som ses i hele landet og ligeledes i Vejen og omegn. Flere og flere unge tamiler formår at få en uddannelse og klarer sig sikkert og stabilt igennem hele deres uddannelsesforløb, indtil de solidt planter sig på arbejdsmarkedet. I 2007 blev der fremlagt en statistik som viste hvor mange af de arbejdsdygtige tamiler i Danmark, som var i beskæftigelse. Konklusionen på denne undersøgelse lød således:

”… Srilankanere som helhed, har den højeste beskæftigelse blandt alle flygtninge og indvandre i Danmark.”

Denne succeshistorie, kan vi blandt andet takke de mange integrationsfremmende projekter for, men også klappe os selv på skulderen for at have formået, at skille os ud som mønsterbrydere og et godt eksempel på integreret flygtninge og indvandrere.

Frem for at assimilere os, så har vi formået at integrere os, og bevare de normer og værdier som vores forældre har formået at tage med sig til Danmark, hele vejen fra Sri Lanka. Og dette er i sandhed integrationens sande mål.

Hvad byder fremtiden os så? Vores forhåbninger er mange, og lige så individuelle som vi er som mennesker. Dog kan jeg, på vegne af alle os der er repræsenteret her i dag, med sikkerhed sige, at vi alle er indstillet på at bidrage til og videreudvikle det danske, såvel som det tamilske samfund. Ligeledes at styrke de danske og tamilske relationer, og bruge de kompetencer som vi blandt andet har fået tilegnet af det danske samfund.

Jeg vil gerne på vegne af os alle sammen, sige tak for den støtte, åbenhed og mangfoldighed som vi er blevet taget imod med og stadigvæk føler den dag i dag. Igennem tiderne har der været mange gode forbilleder, både fra det tamilske og det danske samfund, og ikke mindst vores forældre, hvis hårde arbejde vi den dag i dag høster frugten af. Og vi håber at vi bliver ligeså gode forbilleder for vores familier og medmennesker.

Tak, skal i have alle sammen.