Danmark for folket.
-troels ravn-
Jeg har i år givet min 1. maj tale en titel: Danmark for folket
Endnu er det for tidligt at sige om vi rent faktisk får en ny regering efter næste valg.
-troels ravn-
Jeg har i år givet min 1. maj tale en titel: Danmark for folketDanmark for folket
det klinger og gror
det er de stærke
de sejrende ord.
Plads for os alle ved samfundets bord
Danmark for folket.
Hvorfor står jeg nu og citerer fra det første vers i Oskar Hansens gamle arbejdersang fra 1934? (Som jeg i øvrigt også gjorde 1. maj 2009) Det gør jeg fordi ordene: Danmark for folket, plads for alle, plads for alle der vil, sætter tankerne i gang i forhold til, at det danske samfund altså på mange områder er under opbrud og forandring – og det i en retning jeg ikke bryder mig om.
1. maj er en festdag, hvor vi hylder arbejderbevægelsen og de historiske arbejdskampe. 1. maj er et symbol på fællesskab og solidaritet.
Og der er mere at kæmpe for end nogensinde. Efter 10 år med en borgerlig regering i Danmark og med Fogh og Løkke i spidsen for en politik, hvor det gælder om at rage til sig, skabe ulighed og begunstige de allerrigeste mennesker i samfundet med endnu flere penge – ja, så er fællesskabet, solidariteten, retfærdigheden og den rettidige omhu og omsorg for andre mennesker, vi danskere ellers almindeligvis har næret for hinanden ved at gå fløjten.
Vi ved jo godt, politik i høj grad handler om, hvordan vi fordeler de rigdomme, vi alle sammen er med til at skabe i det her samfund. Og vi ønsker en retfærdig fordelingspolitik, vi vil ikke et skævt Danmark.
Jeg vil kæmpe for et samfund, hvor fællesskab, solidaritet og retfærdighed er bærende værdier.
De mennesker, jeg har mødt på min vej, vil gerne leve en god tilværelse og bidrage til fællesskabet. Alle mennesker har nogle evner, færdigheder og kundskaber, som skal bringes i spil og udleves til glæde for det enkelte menneske og samfundet.
I Danmark har vi en fællesskabsfølelse - folk må ikke gå til bunds, og fællesskabet sørger for, at alle får en uddannelse og har en ordentlig sundhedstilstand. Til gengæld er der inden for det fællesskab masser af plads til gode enkeltpræstationer. Det er derfor, vi er kommet så langt som samfund.
Men, kynismen og egoismen hærger på 10. år i Danmark.
Hvad er det konkret, jeg tænker på? Jo, jeg tænker på den stigende fattigdom, børnefamilier, der smides ud af deres lejligheder, et sundhedsvæsen, hvor vi svigter de svageste og mest sårbare patienter, en kynisk spekulation i stigende ledighedstal, og en total passivitet ift. finanskrisen og dens følger for helt almindelige mennesker.
For mig er det vigtigt, at vi har et velfærdssamfund, der fungerer – at hjemmehjælperen kommer hver gang, at børnene har en dygtig og glad klasselærer.
Det kræver, at vi satser på de bedste uddannelser til vores unge, således vi kan skabe nye jobs, når de gamle forsvinder.
Hvis ikke du investerer i et godt samfund i dag, har du ikke et godt samfund i morgen.
Velfærd handler for mig ikke om, at alle skal have det samme, men det handler om, at alle har ret til et anstændigt liv!
Siden 2001 har de 10% af danskerne med de laveste indkomster fået 2.200 kr. mere til forbrug – samtidig med, at de 10%, som har de højeste indkomster har fået 60.000 kr. til yderligere forbrug
Starthjælp, loft over kontanthjælpen, 300-timers reglen, halvering af dagpengeperioden og begrænset adgang til sygedagpenge efter 52 uger sygdom, er med til at gøre mennesker fattige.
Vi skal have uddannelse og beskæftigelse til alle.
Uddannelse og beskæftigelse til alle er derimod med til at sikre mere lighed i samfundet, men arbejdsløsheden stiger mest for de yngste på arbejdsmarkedet, og mere end hver fjerde af landets praktikpladser er forsvundet
4.500 unge mangler en praktikplads, så de kan reelt ikke blive færdige med deres uddannelse.
Halvdelen af alle, der bliver uddannet som murer eller tømrer går ud til arbejdsløshed.
Og færre unge får en uddannelse i dag, end da den borgerlige regering og Lars Løkke kom til i 2001.
Og 60 pct. flere unge er på dagpenge og kontanthjælp siden juni sidste år. Det er dystre tal, som trækker i en helt gal retning.
Socialdemokraterne har fremlagt en vækstplan
I Socialdemokratiet har vi fremlagt en stor og effektiv vækstplan. Det er en vækstplan, der vil skabe 42.000 nye arbejdspladser i Danmark.
Masser af skoler og daginstitutioner – også i Billund og Vejen kommuner, trænger til at blive renoveret. I stedet for at lade institutioner stå og forfalde vil vi skabe arbejdspladser ved at komme i gang med at skifte vinduer og lappe tag – og få sat ordentlige toiletter op.
På den skole jeg arbejder, havde vi besøg af kommunens mand, som står for renovering og istandsættelse. 3 millioner kr. er hans budget. Fint, tænkte jeg, det kan vi få en del for på vores skole. Bare synd, at de 3 mio. skal række til alle kommunens skoler, børnehaver og ældrecentre. Vi har et stort efterslæb på området – kommunalt og på landsplan.
Mange af vores sygehuse trænger til en kærlig hånd – også her vil vi gå i gang med arbejdet nu, i stedet for at vente yderligere fem eller ti år.
Vi vil renovere vores nedslidte veje og jernbaner – det er på høje tid, og der er masser af job i arbejdet med at rette op på nedslidningen.
Og vi vil tilbyde ledige langt bedre mulighed for at få en ordentlig efteruddannelse – i vidt omfang på fuld dagpengesats.
Og så vil vi investere i grøn teknologi for at skabe fremtidige arbejdspladser
Socialdemokraterne har modet og visionerne til at genskabe et samfund, hvor Danmark på ny iklæder sig den gule førertrøje indenfor uddannelse, forskning og erhvervsudvikling.
Den borgerlige regering har forspildt muligheden for at fremtidssikre vores samfund. Et helt årti, med en uhørt gunstig samfundsøkonomi, blev ødslet væk. Milliarder af kroner blev brugt på uproduktive skattelettelser til de økonomisk bedst stillede mennesker i samfundet, og nu hvor kassen er tom, er regeringens eneste bud nulvækst og nedskæringer. Dermed bliver det de ledige, de ældre og børnene, som kommer til at betale regningen for en helt og aldeles uansvarlig borgerlig økonomisk politik.
2020.
Nu gælder det. Fremtidens økonomiske plan for Danmark – skal vi spare eller investere?
Regeringens udspil til afskaffelse af efterlønnen og forringelse af folkepensionen er ikke en reformplan for Danmark. Planen er derimod et skråplan for Danmark. Danmark har i stedet brug for vækst og flere arbejdspladser her og nu. Der er brug for, at vi alle arbejder og bidrager mere, så vi kan forny og udvikle vores velfærd.
Regeringens forslag om forringelser af folkepensionen og afskaffelse af efterlønnen skal skabe penge til nye store skattelettelser. Det betyder, ingen vækst her og nu, men udsigt til fortsat smalkost for velfærden til børn, ældre og syge.
Uanset navn på partiet eller farven på den politiske blok, så står vi i Danmark over for en afgørende politisk udfordring. Pengene skal passe i statens husholdning, og hvert år frem mod år 2020 skal der findes 47 milliarder kroner, for at få et budget i balance. Hvilken vej skal vi så gå?
Benhårde forudsætninger
2020-planens forudsætninger bør bringe sveden frem på overlæben hos alle politikere.
I Danmark forudsættes det således, at vi kommer over finanskrisen og tilbage til normalvækst inden 2015.
Sker det ikke, er de 47 milliarder slet ikke nok.
Sker det ikke, er de 47 milliarder slet ikke nok.
For mig er der kun én vej, væksten skal op i gear, og der skal skabes nye arbejdspladser. Den offentlige sektor skal drives bedre og uden unødig bureaukrati – selv om det bliver en svær opgave. Den offentlige sektor skal eksempelvis ikke tvinges til at bruge tusinde vis af arbejdstimer på udlicitering og privatisering. Bankerne og de multinationale selskaber kommer til at betale mere i skat, så vi kan investere i uddannelse. Usunde fødevarer og cigaretter bliver dyrere, så vi kan styrke vores sygehuse og sundhedsvæsen. Det er vejen til at få Danmark og velfærden tilbage på sporet.
Nye skattelettelser på vej
Og nye skattelettelser er altså ikke en farbar vej at gå.
Det er den samme gamle historie:
Tre gange tidligere har den borgerlige regering givet skattelettelser.
Alligevel skal vi nu i forbindelse med regeringens 2020-plan gennem statsministerens sædvanlige afvisning af, at regeringen vil gennemføre skattelettelser.
Skattelettelserne har været ufinansierede og dermed slået et stort hul i kassen, som er en medvirkende årsag til den økonomiske suppedas, vi står i.
Og ikke nok med det: Skattelettelserne har været skævt fordelt. Lur mig derfor: Der kommer på et tidspunkt flere skattelettelser til de bedst stillede.
Det stiller danskerne over for endnu et klart valg - skal efterlønnen afskaffes og folkepensionen forringes, så de rigeste danskere kan få nye store skattelettelser. Jeg siger nej.
Skal vi dø med arbejdstøjet på?
Er det rimeligt, at et menneske, som er nedslidt efter et langt liv på arbejdsmarkedet, i fremtiden skal henvises til en førtidspension eller en såkaldt seniorpension? Jeg siger nej.
Det gør ondt at høre Lars Løkke tale om solidaritet. Det er de borgerlige, der har soldet flere års økonomisk medvind op, givet skattelettelser til de bedst lønnede, og set passivt til mens Danmark har mistet 200.000 private arbejdspladser og masser af produktivitet. - det skriger til himlen at tale om lettelser i topskatten!
Det er et privilegium, at vi gennemsnitligt lever længere i dag end tidligere, men det er vel ikke meningen, vi skal dø med arbejdstøjet på!!
Det er dem, som er uden skyld i den økonomiske krise, som nu skal bære byrden. Blot fordi regeringen ikke har magtet at styre den økonomiske politik. Det er de arbejdsløse, børnefamilierne, efterlønnere og pensionister, som skal betale gælden. Det er ikke retfærdig fordelingspolitik – og der er en anden vej.
Kender du din pensionsalder:
53-årig renovationsarbejder.
En 53-årig renovationsarbejder med fødselsdag i november og som er tilmeldt efterlønsordningen, ville med de gældende regler kunne gå på efterløn som 60-årig. Med regeringens reform må han vente 4 år med efterlønnen til han bliver 64 år og folkepensionen til han bliver 67 år.
48-årig pædagog
En 48-årig pædagog med fødselsdag i juni og som er tilmeldt efterlønsordningen, ville med de gældende regler kunne gå på efterløn som 62-årig. Med regeringens reform må hun vente 3 år med efterlønnen til hun bliver 65 år.
40-årig rengøringsassistent
En 40-årig rengøringsassistent med fødselsdag i december og som er tilmeldt efterlønsordningen, ville med de gældende regler kunne gå på efterløn som 65-årig. Med regeringens reform må han undvære efterlønnen og blive ved med at arbejde til han kan få folkepension som 70-årig.
21-årig maler
En 21-årig maler ville med de gældende regler kunne gå på efterløn som 67-årig. Med regeringens reform må hun undvære efterlønnen og blive ved med at arbejde til hun kan få folkepension som 72-årig.
Menneskers fortællinger skaber den virkelighed, vi lever i
Det er menneskers fortællinger, der skaber den virkelighed, vi lever i. Jeg møder mange mennesker, der er bekymrede og som lider under det borgerlige regime.
Jeg møder de unge tømrer- og murersvende, som efter endt uddannelse ikke kan finde et stykke arbejde, jeg møder den fortvivlede mand, der stopper mig på gaden og fortæller mig om hustruen derhjemme, der går som langtidsledig kontorassistent, og for hvem udstødelse fra arbejdsmarkedet og tab af forsørgelsesgrundlag efter 2 år på dagpenge, snart kan blive virkelighed.
Nye beregninger fra A-kassernes Samvirke og Arbejderbevægelses Erhvervsråd viser i øvrigt, at 17.000 ledige i dag ville have mistet dagpengene, hvis dagpengeforringelserne havde været fuldt indfaset. Det er omkring fem gange flere end regeringen beregnede i forbindelse med lovarbejdet i sommeren 2010, hvor de vurderede, at 2.000 til 4.000 personer ville miste dagpengene - og rigtig mange af de 17.000 ledige ville ikke engang kunne få kontanthjælp. For mange ville det utvivlsomt have medført , at de måtte gå fra hus og hjem.
Jeg får et brev fra den unge kvinde, der beretter om et helt igennem mislykket og urimeligt aktiveringskursus gennem JobDk. Et forløb, hvor hun spilder sin tid, behandles nedværdigende, føler afmagt og mister sit håb og drøm om ordentlig opkvalificering og nyt job – jeg føler mig syltet og ydmyget, slutter hun sit brev.
Der er heldigvis også gode historier. Forleden var jeg sammen med Karina Lorentzen
På virksomhedsbesøg hos 3Top i Føvling. Virksomheden beskæftiger 120 medarbejdere og laver kvalitetsvinduer og –døre. Vi så en produktion, hvor der virkeligt bliver kælet for detaljerne, da meget er manuelt arbejde. Og vi fik en snak om, hvordan man klarer en finanskrise og udfordringerne med at fastholde medarbejderstaben.
Vi var imponerede:
- Man har benyttet en nedgangstid til at sende 18 medarbejdere i uddannelse som produktionsassistenter. Det er godt for medarbejderne, som kan bevare deres beskæftigelse, mens ordrebogen er lidt tam, og det er godt for virksomheden, som får en mere effektiv og fleksibel medarbejderstab, der kan ruste virksomheden i konkurrencen med andre producenter. 3Top er et skoleeksempel på en virksomhed, som prøver at finde en måde til at fastholde medarbejderne og påtage sig et socialt ansvar.
Har alle ret til alle sociale ydelser?
Men det er desværre et faktum, at det er de triste historier, der er i overtal. Bl.a. er det særdeles bekymrende, at der siden 2001 er kommet langt flere relativt fattige mennesker i Danmark.
Bag begrebet fattigdom gemmer der sig fortællinger om helt almindelige mennesker som kunne være du og jeg.
Danmark er et af verdens rigeste samfund, og det forekommer derfor meningsløst at tale om fattigdom i vores land. Desværre er fattigdom et stigende problem i Danmark, og bekæmpelse af fattigdom bør være et tema, som står øverst på den politiske dagsorden.
Fattigdommen har mange ansigter. Nogle mennesker rammes kortvarigt og måske lige nu af den aktuelle krise. Andre lever med fattigdommen i måneder og år. Og så bliver konsekvenserne tydelige. Tandlægebesøg og medicin er der ikke råd til, måske bliver man smidt ud af sin lejlighed på grund af huslejerestance, børnefødselsdage sorteres fra og både krop og sjæl begynder at tage skade af marginalisering og stigmatisering.
At bekæmpe fattigdom må altid være en af vores vigtigste opgaver som samfund.
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd regner med at omkring 50.000 børn kan betegnes som fattige.
Der er børn, der oplever fraværet af ordentlig mad, at fogeden ringer på døren og sætter familien på gaden. Det er børn der ikke får lov til at gå til fritidsaktiviteter og leve det liv deres jævnaldrende lever. Og det er især børn der mærker den nedslidning af deres forældre, som langvarig fattigdom betyder.
Vi bliver derfor nødt til aktivt at bekæmpe fattigdommen.
Alle borgere skal have en anstændig levefod.
Fattigdommen er et fælles ansvar. Og alle os med vores på det tørre er lige netop ikke ligeglade! Det ligger dybt forankret i den danske folkesjæl, at vores samfund skal være et godt sted at leve – eller som Grundtvig sagde det; ”Og da har i rigdom vi drevet det vidt – når få har for meget, og færre for lidt”.
Sundhed:
Et andet emne, der skaber bekymring hos mig er sundhedsområdet.
Vi har skabt et A-hold og et B-hold i Danmark: Dem, der har råd til private forsikringer, og dem, der ikke har.
Faren, der kommer til op til lægen med sin søn, der skal opereres i armen, må gå bag i køen, fordi han ikke har en privat forsikring. Det er ikke USA – det er virkeligheden i Danmark anno 2011.
Ventelisterne til sygehusene er i mange tilfælde lige så lange i dag som i 2001.
Lars Løkke har gennem syv år givet privathospitalerne næsten 900 millioner kroner i overpris. Det har han ikke gjort for patienternes skyld – det har han gjort for at privathospitalerne kunne tjene flere penge.
Det er 900 millioner kroner, der fx i stedet kunne have været brugt på 35.000 operationer for brystkræft. I stedet valgte Løkke altså at bruge dem på højere løn til overlægerne på privathospitalerne.
Vi skylder danskerne at sige ligeud, at det altid vil være dyrt at drive sundhedsvæsen. Forskellen på de borgerlige og os er, at vi vil bruge skatteborgernes penge på at behandle danskerne – de har brugt pengene på at forgylde privathospitalerne.
Socialdemokraterne vil skabe et 1. klasses sundhedsvæsen for alle i Danmark. Vi vil ikke acceptere, at det er pengepungen, der afgør, hvor hurtigt man bliver behandlet.
Vi vil stoppe overbetalingen til privathospitalerne, og vi vil afskaffe skattefradraget til dem, der tegner private forsikringer. Vi vil behandle borgerne i stedet for at forgylde privathospitalerne, og vi vil lade de patienter, med størst behov, komme forrest i køen.
Afslutning
Der er således meget at kæmpe for 1. maj, og den politiske kamp for retfærdighed slutter aldrig.
Vi står midt i Danmarkshistoriens længste valgkamp – og om lidt er det alvor, tiden er ved at løbe ud for Løkke, og snart kan han ikke trække den længere. Først og fremmest må vi fortælle om vores idéer og planer for vores samfund – skabe begejstring omkring vores politik. Vi skal også holde fast i ved, at det er VKO, der gennem ti års fast blokpolitik har sløset opsvinget væk og erstattet sund økonomisk fornuft med tomme værdipolitiske kalorier.
Det må ikke lykkes regeringen – to minutter i tolv – at få det til at se ud som om, at den i sine sidste måneder er blevet økonomisk ansvarlig. Så sent som i nytårstalen var afskaffelse af efterlønnen det eneste saliggørende. Nu går det også fint uden. Hokuspokus: Løkke lægger æg.
Vi må ud af den politiske blindgyde, vi er havnet i.
Det må ikke lykkes regeringen – to minutter i tolv – at få det til at se ud som om, at den i sine sidste måneder er blevet økonomisk ansvarlig. Så sent som i nytårstalen var afskaffelse af efterlønnen det eneste saliggørende. Nu går det også fint uden. Hokuspokus: Løkke lægger æg.
Vi må ud af den politiske blindgyde, vi er havnet i.
Danmark er under VKO blevet fattigere, dummere og mindre fri.
Det er nu, det gælder, hvis Danmark skal ud af den politiske og kulturelle blindgyde, vi er havnet i.
Samtidig er vi også blevet et land, der er blevet mere topstyret, mere centraliseret og mere paragrafbundet. Vi er kort sagt blevet fattigere, dummere og mindre fri, i de ti år den borgerlige regering og Dansk Folkeparti har siddet på magten.
På overfladen ser det måske ikke sådan ud. For går det ikke meget godt? Vi har jo hjemme i privaten fået råd til både fladskærme og udlandsrejser. Men pengene til det private forbrug er taget fra fællesskaber – det vil sige børnehaverne, folkeskolen, hospitalerne, de videregående uddannelser, lokalbibliotekerne og plejehjemmene betaler for gildet.
Samtidig er vi også blevet et land, der er blevet mere topstyret, mere centraliseret og mere paragrafbundet. Vi er kort sagt blevet fattigere, dummere og mindre fri, i de ti år den borgerlige regering og Dansk Folkeparti har siddet på magten.
På overfladen ser det måske ikke sådan ud. For går det ikke meget godt? Vi har jo hjemme i privaten fået råd til både fladskærme og udlandsrejser. Men pengene til det private forbrug er taget fra fællesskaber – det vil sige børnehaverne, folkeskolen, hospitalerne, de videregående uddannelser, lokalbibliotekerne og plejehjemmene betaler for gildet.
Endnu er det for tidligt at sige om vi rent faktisk får en ny regering efter næste valg.
Men det skal vi. For Danmark kan ikke leve med endnu en periode med en borgerlig regering. Derfor er det nu, at vi skal tage vores ansvar på os og træde i karakter der, hvor vi bor, arbejder og lever vores liv. På arbejdspladserne, på uddannelsesinstitutionerne, i foreningerne, i lokalområdet
Tak fordi I gav mig taletid i dag, tak fordi I gad lytte. Uanset om 1. maj falder på en søndag, ja, så markerer vi sgu 1. maj, og vi mødes 1. maj. Tak for den opbakning jeg møder ved valgene og rundt omkring i dagligdagen ved de politiske møder. Jeg vil som byrådsmedlem i Vejen Kommune og som folketingskandidat i Billund og Vejen kommuner arbejde målrettet og med fuld skrue frem mod, at vi kan få et regeringsskifte og et nyt politisk flertal ved næste valg – og jeg håber, I vil være med. Tak for ordet.
